Undervisning

Du kan booke rundvisning og undervisningsforløb. Booking skal ske min. 14 dage før jeres besøg

Booking af forløb eller rundvisning 

Bookingtelefonen er lukket den 6.- 27. juli 2026.

Du er velkommen til at sende en forespørgsel til bookingdfm@museumsydfyn.dk med dato, tidspunkt og antal for besøg, hvor I kommer efter 9. august. Vi svarer hurtigst muligt, når vi er på museet igen i uge 31.

En unik og stærk oplevelse

Danmarks Forsorgsmuseum egner sig primært til elever i 4.-10. klasse og på ungdoms- og velfærdsuddannelser. Et besøg på Fattiggården er stærk oplevelse, der giver stof til eftertanke hos elever og studerende.

I får den bedste oplevelse ved at booke en rundvisning eller et af vores særligt tilrettelagte undervisningsforløb med en af museets dygtige formidlere.

En rundvisning varer ca. 1 time, mens I skal afsætte 2-3 timer til et undervisningsforløb. Entré for elever og lærere er gratis, når det sker som led i undervisningen.

Kontakt os i god tid – som minimum 14 dage før jeres besøg. Vi har mange, der besøger museet i maj, juni, august, september og oktober. Vær opmærksom på, at din forespørgsel først er en gyldig aftale, når du har modtaget en ordrebekræftelse fra museet.

NYHED: “De uværdige”

Den 21. juni åbner museets store udstilling “De uværdige”. Her træder 19 mænd og kvinder ud af historiens skygge. De har alle – i kortere eller længere tid eller af flere omgange – været indlagt, da stedet var i drift i perioden 1872-1974. Vi fortæller deres livshistorier før, under og efter indlæggelserne.

Vi er klar med et NYT undervisningsforløb, der tager udgangspunkt i “De uværdige”. Forløbet henvender sig til Udskoling, Ungdoms- og Velfærdsuddannelser. Du kan booke forløbet nu til besøg, der ligger efter 1. september 2026.

Om Fattiggården

Fattiggården i Svendborg blev opført i 1872 under navnet ‘Svendborg Kiøbstads Fattig- og Arbejdsanstalt’.

Det var en moderne institution på sin tid, designet til dem, der ikke kunne klare sig selv, eller som blev anset for at have behov for genopdragelse.