Det sker i efterårsferien

Fattiggården har åbent mandag-søndag kl. 10-16 den 12.-18. oktober 2026

Få en unik oplevelse i Svendborg

Vi glæder os til at byde jer velkommen på Fattiggården i efterårsferien.

Når I går gennem porten til Danmarks Forsorgsmuseum, træder I ind i autentiske rammer fra 1872-1974. I denne periode fungerede stedet som Svendborgs Fattiggård og arbejdsanstalt.

Bag pigtråd og høje mure oplever I forsorgens historie. Her levede de, der ikke kunne klare sig selv. Side om side med dem, samfundet ikke ville se. Mænd og kvinder. Voksne og børn.

På udvalgte dage i uge 42 kan I tilkøbe en plads på vores rundvisning – efter først-til-mølle-princippet. Oplev museets nye, store udstilling “De uværdige” med lydfortællinger og en lille fotoudstilling om Joannahuset.

På denne side har vi samlet, hvad der sker og hvornår.

Kom med på rundvisning

Vores dygtige formidler tager jer med rundt på Fattiggården, hvor I ser og hører om de rum og gårdmiljøer, hvor de indlagte boede og arbejdede. I oplever også baderummet og “fuldebrummen”, hvor de indlagte blev indespærret, hvis de brød Fattiggårdens regler om at drikke alkohol. Undervejs hører I om nogle af de skæbner, der boede bag pigtråden og de høje mure.

Rundvisningen varer ca. 45 minutter. Vi anbefaler, at I sætter tid af på egen hånd til at se museet og udstillingerne før eller efter rundvisningen.

Hvornår og hvordan
Der er to rundvisning pr. dag tirsdag, onsdag og torsdag den 13., 14. og 15. oktober. Det er kl. 11.00-11.45 og igen kl. 13.00-13.45.

En rundvisning koster 50 kr. pr. voksen + entré til museet. Børn og unge (0-17 år) deltager gratis. Billetter sælges i billetsalget efter først-til-mølle-princippet, da der er begrænset antal plads pr. rundvisning. Der kan kun købes billet til dagens rundvisninger i billetsalget.

Ret til ændringer forbeholdes.

Nyhed: “De uværdige”

Tusindvis af mennesker har været indlagt på Svendborg Fattiggård i de 102 år, anstalten var i drift. Hvorfor endte de på Fattiggården? Hvordan var deres hverdag her, og hvad skete der med dem, efter de forlod Fattiggården?

Det er omdrejningspunktet for museets aktuelle udstilling “De uværdige”. Her kommer I tæt på 19 mænd og kvinder, som alle – i kortere eller længere tid eller af flere omgange – har været indlagt, da stedet var i drift i perioden 1872-1974. I hører, hvad de er rundet af, og hvor de ender efter indlæggelsen på anstalten.

Med lydfortællinger indtalt af Anette Støvelbæk og Lars Mikkelsen, små film og særlige genstande folder vi deres livshistorier ud. Præcis i de rum og rammer, hvor de har haft deres hverdag på Fattiggården.

Prøv også Taberludo. Et spil, der trækker tråde til nutiden og viser betydningen af, hvor på livets spilleplade, du er født og vokser op.

Børnene fra Joanna

Hvad gør man som barn eller ung, når hjemmet ikke længere er et trygt sted at være? Når vold, misbrug eller utryghed fylder mere end omsorg, og når systemet føles fjernt og utilgængeligt?

På museet viser vi den lille men stærke fotoudstilling “Børnene fra Joanna”, der er skabt af fotojournalist Dicte Sønnichsen. De forskellige fotos giver et indblik ind i en ellers lukket verden hos Joannahuset – Danmarks eneste krisecenter for børn og unge.

Siden 2020 har huset på Frederiksberg været et midlertidigt frirum for børn, der lever i skyggen. Et sted, hvor de kan få en pause, blive hørt og fortælle deres egen historie. Joannahuset kæmper for børnenes ret til at få indflydelse på deres egen fremtid.

Besøg måtteværkstedet

Tusindvis af måtter er blevet vævet i den tid, hvor anstalten var i drift 1872-1974. Måtterne blev solgt videre og medvirkede til, at driften af Fattiggården blev billigere.

På udvalgte dage vil museets frivillige være i Måtteværkstedet, og I kan se, hvordan en måtte bliver til. De frivillige fortæller gerne om processen – fra garnet lægges om vævens jernstænger til måtten tages af og trampes i facon.

Siden opdateres inden længe med de datoer og tidspunkt, hvor der er frivillige i Måtteværkstedet.