Børnene fra Joanna
Hvor går børn hen, når der ikke er flere alternativer?
Hvad gør man som barn eller ung, når hjemmet ikke længere er et trygt sted at være? Når vold, misbrug eller utryghed fylder mere end omsorg, og når systemet føles fjernt og utilgængeligt?
Fotoudstillingen “Børnene fra Joanna” giver et indblik ind i en ellers lukket verden hos Joannahuset – Danmarks eneste krisecenter for børn og unge.
Udstillingen er skabet af fotojournalist Dicte Sønnichsen.
Foredrag på museet
Fotojournalist Dicte Sønnichsen gæster museet torsdag den 16. april kl. 16.00-17.30. I foredraget fortæller hun om tilblivelsen af projektet “Børnene fra Joanna og om de møder og de historier, hun stødte på hos Joannahuset.
Mini-udstilling
Periode: 7. februar-13. december 2026
Sted: Et rum i Fattiggårdens Arbejdsafdeling.
BEMÆRK: Rummet benyttes også til undervisningsforløb, hvorfor der kan være tidspunkter, hvor der ikke er adgang til udstillingen.
Et frirum for børn og unge
I en gammel villa på Frederiksberg findes en lukket verden. Et form for helle, hvor børn og unge tager hen, når der ikke er andre alternativer. Den verden er Joannahuset.
Siden 2020 har huset været et midlertidigt frirum for børn, der lever i skyggen. Et sted, hvor de kan få en pause, blive hørt og fortælle deres egen historie. Joannahuset kæmper for børnenes ret til at få indflydelse på deres egen fremtid.
Joannahuset er et privatdrevet, døgnåbnet krisecenter, hvor børn og unge under 18 år fra hele Danmark kan henvende sig.
De medvirkende børn og unge optræder anonymt og har fået et dæknavn.