Det sker i sommerferien
Fattiggården har åbent mandag-søndag kl. 10-16 den 27. juni – 9. august 2026
En unik oplevelse i Svendborg
Vi glæder os til at byde jer velkommen på Fattiggården i sommerferiens uge 27-32.
Her kan I opleve museets helt nye udstilling “De uværdige” om 19 mænd og kvinder, der alle har været indlagt på Fattiggården. På udvalgte dage kan I tilkøbe plads på en af vores popuære rundvisninger – efter først-til-mølle-princippet.
Parkering
Der er ofte mange om parkeringspladserne foran museet. Vi henviser derfor til p-pladsen Stenpladsen 3, som ligger få minutters kørsel og gang fra museet.
Et roligt besøg
I ferier er der typisk flest gæster om formiddagen, så ønsker I et mere roligt besøg, anbefaler vi, at I besøger museet om eftermiddagen. Læs mere om museets tilgængelighed.
Her kan I se, hvad der sker og hvornår den 27. juni – 9. august. Ret til ændringer forbeholdes.
NYHED: “De uværdige”
Fra den 21. juni kan I opleve museets hidtil største formidlingsprojekt: ”De uværdige”.
Her kommer I tæt på 19 mænd og kvinder, som alle – i kortere eller længere tid eller af flere omgange – har været indlagt, da stedet var i drift i perioden 1872-1974. I hører, hvad de er rundet af, og hvor de ender efter indlæggelsen på anstalten.
Med lydfortællinger indtalt af Anette Støvelbæk og Lars Mikkelsen, små film og særlige genstande folder vi deres livshistorier ud. I hører om de 19 mænd og kvinders liv før, under og efter indlæggelsen. Præcis i de rum og rammer, hvor de har haft deres hverdag på Fattiggården.
Prøv også Taberludo. Et spil, der trækker tråde til nutiden og viser betydningen af, hvor på livets spilleplade, du er født og vokser op.
Kom med på en rundvisning
På udvalgte dage i sommerferien kan I tilkøbe plads på en rundvisning med en af vores dygtige formidlere.
I ser og hører om de rum og gårdmiljøer, hvor de indlagte boede og arbejdede. I oplever blandt andet baderummet, hvor nyankomne blev vasket, afluset og iklædt Fattiggårdens tøj og I ser spisesalen, hvor der dagligt blev serveret tre mættende måltider. Undervejs hører I også om nogle af de skæbner, der boede bag pigtråden og de høje mure.
Rundvisningen varer ca. 45 minutter. Vi anbefaler, at I sætter tid af på egen hånd til at se museet og udstillingerne før eller efter rundvisningen.
Hvornår og hvordan
Der er rundvisning tirsdage, onsdage og torsdage i perioden 30. juni – 6. august. Det er kl. 11.00-11.45 og igen kl. 13.00-13.45.
Rundvisningen koster 50 kr. pr. voksen + entré til museet. Børn og unge (0-17 år) deltager gratis. Billetter sælges i billetsalget efter først-til-mølle-princippet, da der er begrænset antal plads pr. rundvisning. Der kan kun købes billet til dagens rundvisninger i billetsalget.
Besøg Måtteværkstedet
Tusindvis af måtter er blevet vævet i den tid, hvor anstalten var i drift 1872-1974. Måtterne blev solgt videre og medvirkede til, at driften af Fattiggården blev billigere.
På udvalgte dage vil museets frivillige være i Måtteværkstedet, og I kan se, hvordan en måtte bliver til. De frivillige fortæller gerne om processen – fra garnet lægges om vævens jernstænger til måtten tages af og trampes i facon.
Hvornår
Der er frivilige i måtteværkstedet kl. 10.30-12.30 på disse dage:
Torsdag den 2. juli, fredag den 3. juli, tirsdag den 7. juli, onsdag den 8. juli, torsdag den 9. juli, tirsdag den 14. juli, tirsdag den 21. juli, torsdag den 23. juli, tirsdag den 28. juli og torsdag den 6. august.
Mød Jens Vejmand
I Mændenes Gård knuste mændene skærver og kløvede brænde. Skærverne blev afleveret på kommunens stenplads. De blev blandt andet brugt til belægning under togskinner.
I juli måned kan du møde og snakke med Jens Vejmand, som i virkeligheden hedder Flemming og har været frivillig på museet de sidste 22 år. Flemming fortæller gerne, hvordan de indlagte – frem til 1942 – har knust skærver og kløvet brænde.
Hvornår
Flemming er på museet tirsdag-fredag kl. 10-15 (undtaget frokostpausen) i perioden 30. juni-24. juli. I tilfælde af dårligt vejr kan du finde Flemming indendørs med datidens sysler.
Besøg Museumshaven
Siden åbningen i 1872 og frem til lukningen i 1974 har Fattiggården haft en stor og smuk have. Der var både en prydhave og en nyttehave. Det var de indlagte, som passe haven. De dyrkede bl.a. kartofler, kål og gulerødder. Grøntsagerne var en vigtig del af måltiderne. Nu passes haven af frivillige fra Museumshavens Venner. De sørger for, at både nytte- og prydhaven står flot. Du kan altid få en snak med de frivillige om haven og dens historie.
Hvornår
Der er frivillige i Museumshaven hver tirsdag kl. 11.00-13.00, med mindre der er regnvejr.