Karoline Olsen er gået bort

I dag ville Karoline være fyldt 95 år. Men i onsdags sov hun stille ind efter en langvarig infektion.

Karoline var en af de sidste overlevende fra Sprogø Kvindehjem. Hun kæmpede en mangeårig kamp for retfærdig og en officiel undskyldning for det, som hun og ca. 500 andre kvinder var udsat for ifm. deres anbringelse på øen.

Karoline vil især blive husket for hendes kampånd, mod og vilje. For trods det at hun var lille af statur, bar hun en imponerende styrke til at kæmpe med sig.

Karoline stillede sig frem i medier, skrev til politikere og bidrog gennem mange år til museets forskning og formidling. For hun ville have sin historie og sit budskab ud: ”Staten har taget den vigtigste del af min krop. De har ødelagt mig. De har ødelagt mit liv.”

Karoline Olsen indtager en helt særlig plads i danmarkshistorien i kraft af både sin historie og sin kamp. Og for de, der kendte og mødte hende, vil hun blive husket for sin varme, sin imødekommenhed og sit dejlige grin.

Ære være Karoline Olsens minde

Vi glemmer dig ikke!

Som del af den historiske udredning af sær- og åndssvageforsorgen filmede vi Karoline i hendes hjem i Skåne. Hun fortæller her, hvad anbringelsen på Sprogø og sterilisationen havde af konsekvenser for hendes liv.