Fra udsat til værdsat

Et sociokulturelt projekt 2018-2019 og 2019-2021

Om projektet

Danmarks Forsorgsmuseum har samarbejdet med en række alternative eksperter. Målet har været at skabe et positivt fællesskab, og samtidig give historien om Danmarks fattigforsorg en ny dimension. Ved at engagere socialt udsatte i Danmarks Forsorgsmuseums formidling har museet udviklet en metode til, hvordan f.eks. kulturinstitutioner kan samarbejde med udsatte og sårbare mennesker.

Gennem hele projektet har museet samlet erfaringer og undersøgt effekten af forløbene. På den baggrund er der udviklet en metode, som kan bruges på tværs af socialfaglige og kulturelle institutioner. I rapporten kan du læse om undersøgelsen og metoden, som er udviklet i samskabelse mellem Danmarks Forsorgsmuseum, SAND – de hjemløses landsorganisation, Svendborg Kommunes Socialafdeling og deltagerne i projektet.

Projektet er støttet af Velux Fonden og TrygFonden.

Mindebox

Hver projektrunde har varet ca. et år. Første runde fandt sted fra oktober 2018 til november 2019, anden runde fra december 2019 til februar 2021 (forlænget tre måneder pga. Corona).

Deltagerne mødte til workshops to gange om måneden à 4 timer. Her har de lavet både skriftlige og mundtlige formidlingsøvelser. Med oplæg fra både forfattere og fortællere er de blevet klædt på til at formidle deres egen viden og erfaringer spejlet i fortællingen om en selvvalgt historisk person fra Svendborg Fattiggård.

På baggrund af forløbet blev der skabt en fysisk museumsudstilling, en ”Mindebox”, som har været vist på Danmarks Forsorgsmuseum. Det har blandt andet været digte, film, en tegneseriestribe og et spil ved navn ”Taberludo”.

Film fra projektet

Kira, Lotte og Søren har hver valgt at fortælle deres historier i en lille film. 

Kira og Hermann
Kira (19 år) fortæller om sin opvækst. Kira har diagnosen “reaktiv tilknytningsforstyrrelse”, hvilket bl.a. betyder, at hun har svært ved at styre sit temperament, og at hendes følelser generelt bølger meget op og ned. Kiras forældre gjorde deres bedste, men de havde svært ved at hjælpe hende, da hun var lille, hvilket betød, at Kira har været på forskellige opholdssteder.

I filmen fortæller Kira også om Hermann, som hun kan relatere mere til end man skulle tro. Hermann voksede op i den københavnske slum i slutningen af 1800-tallet og havde ligesom Kira forældre, der ikke kunne hjælpe ham på rette vej. Hermann blev som konsekvens anbragt på opdragelsesanstalten Landerupgård som 12-årig.

Søren og Ole Sutsko
Søren Phønix Christiansen fremfører sit selvbiografiske digt “Jeg Fugl Phønix”. Søren deltog fra efteråret 2019 til foråret 2021 i projekt “Fra udsat til værdsat”, hvor han holdt foredrag om sig selv og om Ole Sutsko, der i mange år var klient på Svendborg Fattiggård. Søren har også en kreativ åre og han både skriver og maler.

Lotte og Ras
Lotte er tørlagt alkoholiker og har boet på forsorgshjemmet St. Dannesbo. I filmen fortæller hun om, hvordan hun har kæmpet sig igennem “spruttågerne” og ud på den anden side. Lotte fortæller også om Ras, der først var indlagt som såkaldt åndssvag på den Kellerske anstalt i Brejning inden også hun kæmpede sig ud på den anden side, hvor hun fik job i køkkenet på Svendborg Fattiggård.

Lotte er i dag frivillig på St. Dannesbo, hvor hun har et kreativt værksted og nyder at være der for beboerne.

Tak til alle medvirkende

En stor tak til Lasse, Mikael, Robert, Mas, Henrik, Tobias og Carsten, som var med i første runde af projektet. En stor tak til Sabina Anastacia, Kira, Johannes, Robert, Michael, Lotte, Mette, Søren og Linette, der deltog i anden runde af projektet.

Tak til Line Poulsen, som har været projektmedarbejder under hele forløbet.

For yderligere information
Kontakt projektleder og museumsinspektør Jeppe Wichmann Dam Rasmussen på telefon 3025 6211 eller mail:  jwr.forsorg@museumsydfyn.dk