Hold kæft og lyt fortsætter rejsen

Udstillingen skal rundt i Danmark

Hvordan sikrer vi, at børn og unge faktisk bliver lyttet til, når der træffes beslutninger om deres liv?

Det spørgsmål er omdrejningspunktet for vandreudstillingen “Hold kæft og lyt”, som nu fortsætter sin rejse rundt i Danmark i 2026 og 2027, da Lauritzen Fonden netop har givet en ny bevilling til at videreføre udstillingen, så endnu flere kan få glæde af den.

Udstillingen er udviklet af Danmarks Forsorgsmuseum sammen med seks børn med anbringelseserfaring og sætter fokus på, hvordan børn og unge bliver lyttet til og inddraget i beslutninger om deres eget liv.

Når udstillingen besøger nye kommuner, bliver den suppleret med aktiviteter, hvor børn og unge, fagprofessionelle, ledere og politikere sammen undersøger, hvordan intentionerne i Barnets Lov kan omsættes til konkret forandring i praksis.

Udstillingen er udviklet som en del af et større samarbejde mellem Danmarks Forsorgsmuseum, De Anbragtes Vilkår, SUS – Socialt Udviklingscenter og Svendborg Kommune med støtte fra Lauritzen Fonden. Det fælles projekt er afsluttet, men erfaringerne og engagementet lever videre i udstillingen og skaber nye samtaler om børns stemmer og indflydelse.

“Hold kæft og lyt” åbner på HUSC i Holbæk den 7. september. Datoer og steder for de kommende stop rundt i Danmark offentliggøres senere. 

Vi glæder os til at fortsætte rejsen. 

For yderligere information

Museumsinspektør Jeppe Wichmann Dam Rasmussen, telefon 30256211; mail:
jwr.forsorg@museumsydfyn.dk