Håndplukkede samarbejder i Museumsbutikken

Fra FGU Vestegnen til Svendborg

Vores dygtige kollega Ulla er ansvarlig for det spændende udvalg af varer i Museumsbutikken. Hun håndplukker de rette samarbejdspartnere. Det er vigtigt for Ulla og museet, at de også har fokus på socialt ansvar, og at deres produkter lever op til, at museet er Green Attraction.

I foråret indledte Ulla et samarbejde med Værkstedsbutikken på FGU Vestegnen. FGU forbereder unge til uddannelse eller job. De kan gå i op til 2 år på en FGU og dygtiggøre sig på et værksted, mens de modtager undervisning i matematik og dansk. I Værkstedsbutikken arbejder eleverne med design og produktion til egen butik og eksterne kunder. Der er fokus på bæredygtighed og det at være en del af et arbejdsfællesskab.

I første omgang syede eleverne unikke punge af overskudsstof fra tekstilfirmaet KVADRAT til salg i Museumsbutikken. Det har været en stor succes. I august inviterede Ulla pigerne til Svendborg, så de med egne øjne kunne se de rammer, hvor pungene bliver solgt. Pigerne fik en rundvisning, også med fokus på de kvinder, som i Fattiggårdens tid har boet og arbejdet på stedet.

Sammen med pigerne og Thilde, deres underviser, har Ulla udviklet de skønneste julesokker til nissegaver i julemåneden. Til børn og barnlige sjæle har pigerne syet nostalgiske julesokker af juleduge, som mange husker fra deres barndom eller bedsteforældre. Pigerne har også syet smukke patchworksokker i afstemte farver og med et touch af jul ud af overskudsstof fra tekstilfirmaet KVADRAT.

Thilde, lærer på FGU Vestegnen er glad for samarbejdet og fortæller: ”Det var et spændende besøg. Det var sjovt at være afsted. Det er altid godt at komme lidt ud og få ny viden”.

Butikken har samme åbningstider som museet. Der er åbent tirsdag-søndag kl. 10-16. Sidste åbningsdag i 2024 er 15. december.

Det er muligt at besøge Museumsbutikken uden køb af billet til museet.