Danmarks Forsorgsmuseum får Socialpædagogernes Pris 2024

En kæmpe anerkendelse til museet

Onsdag den 13. november blev Socialpædagogernes Pris uddelt på årets kongres i rammerne på Nyborg Strand. Prisen uddeles til en arbejdsplads eller person, der leverer høj kvalitet i arbejdet med borgerne og/eller styrker socialpædagogerne som faggruppe.

I år får Danmarks Forsorgsmuseum prisen for museets banebrydende og historisk udredende arbejde indenfor sær- og åndssvageforsorgen. En indsats, der har skabt positive forandringer på det socialpædagogiske område.

Museet er indstillet til Socialpædagogernes Pris med følgende begrundelse: “Danmarks Forsorgsmuseum fortjener at modtage Socialpædagogernes Pris, fordi de i forbindelse med den historiske udredning af sær- og åndssvageforsorgen fra 1933 til 1980 har udført et grundigt afdækkende arbejde, som har betydning for både borgere og socialpædagoger i dag. Arbejdsgruppen, der forestod udredningen, har detaljeret og alligevel med respekt for den enkelte borger beskrevet de forhold, som den danske stat udsatte de borgere, der var tilknyttet sær- og åndssvageforsorgen.”

For museumsleder Sarah Smed er det en helt særlig pris at vinde. Sarah modtog prisen med disse ord: “Det er virkelig en anerkendelse! Vi går som dedikerede fagpersoner op i den viden, vi har og det arbejde, vi har lavet. Derfor sætter vi stor pris på den resonans, det giver i forhold til vores samtid og sætter utroligt stor pris på, at der er en anden faggruppe, der anerkender vores arbejde. Det er vi meget stolte af.”

Socialpædagogernes Pris uddeles hvert andet år. I år var 76 indstillet til den hæderkronede pris, og af dem var 4 nomineret til Prisen. Foruden Danmarks Forsorgsmuseum var det STU og Kollegium Mariebjerg, Bostedet Skelhøj og Bofællesskaberne Inge og Sofie Marie. Alle arbejdspladser, der har været fyrtårne for den socialpædagogiske faglighed og det socialpædagogiske område.

Jesper Hansen, direktør for Museum Sydfyn, udtaler: ”Jeg er fantastisk stolt over den indsats og de samarbejder, der ligger bag de flotte priser, som Sarah Smed og resten af holdet på Danmarks Forsorgsmuseum anerkendes med. Det afspejler den nationale rolle, som Danmarks Forsorgsmuseum spiller i vores museumslandskab, og det understreger den kvalitet, betydning og ansvar som vi gør os umage med i vores arbejde.”

Foto: Nils Lund Pedersen

Yderligere information

Sarah Smed, museumsleder, Danmarks Forsorgsmuseum, telefon 3089 7117