Sarah Smed er nomineret til Børnehjælpsprisen 2026

Prisen uddeles 17. november

Børnehjælpsdagen hylder hvert år ildsjæle og rollemodeller på anbringelsesområdet ved at uddele Lillebrorprisen og Børnehjælpsprisen. Prisuddelingen har eksisteret siden 1993 med det formål at skabe styrke og opbakning til alle anbragte børn og unge i Danmark og fremhæve de rollemodeller, der går forrest og viser, at det nytter at kæmpe for bedre opvækst og vilkår for anbragte børn og unge.

Blandt de tre nominerede kandidater er Sarah Smed, leder af Danmarks Forsorgsmuseum. Hun er i flot selskab med Hanne Dalsgaard og Jakob Bramm Jensen. De tre nominerede er udpeget af Børnehjælpsdagens Priskomité på baggrund af indstillinger fra offentligheden.

Sarah Smed er indstillet til prisen af Jimmy Krab med denne begrundelse: “Jeg har indstillet Sarah, fordi hun med sit museumsaktivistiske arbejde giver børn, unge og voksne med anbringelseserfaringer en stemme i den offentlige samtale, som er med til at skubbe på forandring af vilkår for os med anbringelseserfaringer. Sarahs arbejde peger på uretfærdigheder i fortid og nutid og viser sammen med mennesker med levede erfaringer, hvordan de uretfærdigheder kan forandres. Det giver håb for forandring. Og så er Sarahs engagement smittende for alle omkring hende, og hun formår at samle forskellige aktører, så de både lytter til de levede erfaringer, men også handler anderledes. Det sker blandt gennem projektet “Retten til egen historie” og udstillinger om anbringelse, som Forsorgsmuseet skaber sammen med børn, unge og voksne med anbringelseserfaringer.”

For Sarah betyder det meget at blive nomineret. Hun siger: “Jeg er dybt rørt og enormt ydmyg over at være nomineret. En stor del af mit virke gennem mange år har været at arbejde for, at mennesker, der er eller har været anbragt bliver hørt og sådan virkelig lyttet til. At de oplever at deres historier og erfaringer betyder noget – og vitterlig er en del af Danmarkshistorien.

Jeg ser også nomineringen som en anerkendelse af den måde, vi arbejder på på Danmarks Forsorgsmuseum: ikke kun med at fortælle historien om anbragte børn gennem tiden, men at vi arbejder sammen med dem, der selv bærer den historie og erfaring med sig. Det gør mig både glad, stolt og ydmyg.”

Årets prismodtager bliver udnævnt til selve prisuddelingen, der finder sted på Københavns Rådhus den 17. november 2026.

For yderligere information

Sarah Smed, museumsleder, Danmarks Forsorgsmuseum, telefon 3089 7117