Museet er nyt medlem af det globale netværk ICSC
Danmarks Forsorgsmuseum optaget i globalt menneskerettigheds- og erindringsnetværk – som det første medlem fra Skandinavien
Danmarks Forsorgsmuseum er netop blevet optaget i International Coalition of Sites of Conscience (ICSC), et globalt netværk af mere end 400 museer, historiske erindringssteder og mindesmærker i over 80 lande. Museet i Svendborg bliver samtidig det første medlem fra de skandinaviske lande.
“Det er med stor glæde, at jeg byder Danmarks Forsorgsmuseum velkommen som medlem af International Coalition of Sites of Conscience. Vi er begejstrede for, at I har valgt at slutte jer til os i arbejdet med at forbinde fortid med nutid og erindring med handling,” skriver organisationens Executive Director, Ereshnee Naidu (New York).
ICSC blev grundlagt i 1999 og samler steder og initiativer fra hele verden, der bruger historie, kulturarv og erindringer til at skabe forbindelser mellem fortid og nutid og engagere offentligheden i aktuelle spørgsmål om blandt andet menneskerettigheder og social retfærdighed.
Danmarks Forsorgsmuseum har nationalt ansvar for fattig- og børneforsorgens kulturarv og ligger i Nordens bedst bevarede fattiggård, opført i Svendborg i 1872 og i drift frem til 1974. I de senere år har museet målrettet udviklet en praksis, hvor mennesker med egne erfaringer fra forsorgens og velfærdssamfundets institutioner indgår som samarbejdspartnere i blandt andet forskning, formidling og udviklingsprojekter.
Det gælder blandt andet udstillingen ANBRAGT og projektet Retten til egen historie, hvor historisk forskning, arkiver og personlige erfaringer bringes sammen med aktuelle spørgsmål om rettigheder. Ambitionen er fortsat at styrke museets praksis, som et sted, hvor vanskelige historier ikke alene bevares og anerkendes, men også bringes aktivt i spil i samtaler om samfundet i dag.
For museumsleder Sarah Smed er optagelsen både en anerkendelse og en mulighed for at udvikle museets arbejde gennem et nyt internationalt fællesskab: “Vi er oprigtigt stolte over at blive optaget i et fællesskab, der ligger så tæt på den retning, vi gennem en årrække har udviklet Danmarks Forsorgsmuseum i. Vi tror på, at de svære historier skal bevares og undersøges, men også på, at de kan bruges til at skabe møder og dialog mellem mennesker og bidrage til forandring. Og at mennesker, hvis liv og erfaringer er en del af historien, skal have reel indflydelse på, hvordan den bliver fortalt. Nu får vi mulighed for både at lære af kolleger fra hele verden og bidrage med vores egne erfaringer i et globalt netværk. Det er enormt inspirerende.”
For yderligere information
Sarah Smed, museumsleder, Danmarks Forsorgsmuseum, telefon 3089 7117