Millionbevilling til at skabe bedre forhold for børn og unge i udsatte positioner
Bedre børnesager og børneinddragelse
Danmarks Forsorgsmuseum og Svendborg Kommune vil sammen med SUS – Socialt udviklingscenter – og Lauritzen Fonden styrke inddragelsen af børn og unge, når kommuner behandler sager efter Barnets lov, der blandt andet handler om børn og unge, som har behov for særlig støtte.
Det skal ske gennem etableringen af et socialt laboratorium, som blandt andet tager form som en udstilling. Udstillingen bliver skabt sammen med børn, unge og deres forældre, og den vil komme til at indeholde både historiske, nutidige og fremtidige perspektiver på børnesager og børneinvolvering.
Lauritzen Fonden har bevilliget 4.935.000 mio. kr. til projektet ’Bedre børnesager og børneinddragelse’, der skal udforske, hvordan vi involverer børn og unge bedre i sociale indsatser. Projektet inddrager et historisk perspektiv på børnesager og børneinddragelse med afsæt i Danmarks Forsorgsmuseums arbejde med at samskabe socialhistorie med mennesker, som har haft både oplevelser og erfaringer tæt inden på kroppen – med det håb, at det vil sætte skub i at forbedre og perspektivere den nuværende praksis på børn og ungeområdet.
Det sociale laboratorium vil bidrage med nye konkrete ideer og forslag til, hvordan Svendborg Kommune og andre danske kommuner kan eksperimentere med og styrke deres praksis for børneinvolvering og styrke kvaliteten i børnesager.
Sarah Smed, Museumsleder ved Danmarks Forsorgsmuseum udtaler: “På museet ved vi meget om, hvordan anbragte børn tilbage i tid er blevet set på og behandlet, og desværre også om hvor lidt deres perspektiver reelt har fyldt. Det er desuden vores erfaring, at det giver værdifuld indsigt i vores egen tids børnesyn, når vi inkluderer det historiske blik og de personlige erfaringer. Vi ser frem til at bidrage med historisk viden og formidling i projektet, så fremtidens anbragte børn og unge i højere grad vil opleve, at deres stemmer tæller.”
- Projektet ’Bedre børnesager og børneinddragelse’ vil løbe i 18 måneder fra oktober 2024 til marts 2026.
- Partnerskabet sker i samarbejde med De Anbragtes Vilkår og Social- og Boligstyrelsen.
Foto fra opstartsmøde med deltagelse af Lauritzen Fonden, SUS, Svendborg Kommune, De Anbragtes Vilkår og Danmarks Forsorgsmuseum.
Yderligere information
Sandra Salman, chef for Familie, Børn og Unge, Svendborg Kommune, telefon 2452 3048
Sarah Smed, museumsleder, Danmarks Forsorgsmuseum, telefon 3089 7117