ANBRAGT – for unge og voksne

Kan ses i 2024

Hvordan tror du en anbringelse af det anbragte barn er? Var børnenes oplevelser anderledes i 1890’erne og 1960’erne end de er i dag?

De spørgsmål er omdrejningspunktet i vores store udstilling ANBRAGT, hvor anbragte børn på tværs af generationer og tid fortæller om deres anbringelse.

International hæder til ANBRAGT

Onsdag den 15. maj modtog holdet bag udstillingen ANBRAGT flotte hædersbevisninger ved prisuddelinger i både London og New York.

Udstillingen er nomineret i kategorien “International Exhibition of the Year” af “Museum +Heritage Award”, som er museernes svar på en Oscar.

Ved det store gallashow i London blev ANBRAGT “Highly Commended” i denne kategori og da holdet bag ANBRAGT kom på scenen, fik udstillingen disse ord med på vejen: “One incredible project”. Det blev Rijksmuseet i Amsterdam, der vandt kategoriens hovedpris.

Samme aften modtog ANBRAGT en ADC Merit Award ved prisuddelingen i New York.

En stor tak til alle der har fulgt med og heppet på udstillingen.

”ANBRAGT” er nomineret til endnu en designpris. Denne gang er det den prestigefulde SBID International Design Award, hvor ”ANBRAGT” er nomineret i kategorien ”Best of Public Space – Europe”. Vinderne offentliggøres 1. november 2024.

Fra 1890 til i dag

I Danmark anslås det, at der er 150.000 mennesker, som har prøvet at være, eller er, anbragt uden for hjemmet. Lige nu er ca. 13.500 børn og unge anbragt uden for hjemmet.

I Anbragt møder du historier fra tre tidsperioder:

1890-1940

1940-1980

1980-2023

Seks temaer

Udstillingens opbygning er tematisk. Når du bevæger dig fra rum til rum, kommer du forbi temaerne:

Før anbringelsen
Den første dag
Hverdagen
Sociale relationer
Opdragelse og straf
Efter anbringelsen

I alle rum kan du se film, hvor tidligere anbragte deler deres oplevelser. Du kan se genstande fra børne- og ungeforsorgen og læse tekster, der formidler anbragtes oplevelser med deres egne ord.

Museet har samarbejdet med tidligere og nuværende anbragte for at kunne formidle så præcist et billede af anbragtes oplevelser som muligt.

Vidste du …?

I ANBRAGT kan du selv få viden om og tage stilling til aktuelle dilemmaer om vilkårene for nutidens anbragte børn og unge.

Synes du f.eks., at børn, der skal anbringes, skal have lov at besøge anbringelsesstedet inden anbringelsen?

Synes du, at anbragte børn selv skal have lov at bestemme om de vil se deres forældre? Og hvad mener du om brugen af fysisk magt på børne- ungehjem?

Udstillingen afsluttes i Dialogrummet, hvor du kan følge med i, hvordan andre gæster forholder sig til dilemmaerne. Her kan du også se, hvad du selv kan gøre, hvis du vil være med til at forbedre forholdene for nutidens anbragte børn.

ANBRAGT er to udstillinger – én til unge/voksne og én til børn i alderen 8-12 år.

Brug ANBRAGT i din undervisning

Du kan booke et undervisningsforløb, der tager udgangspunkt i ANBRAGT. 

Flotte boganmeldelser

“Anbragt – Stemmer fra børneforsorgen fra 1900 til i dag” er redigeret af Jeppe Wichmann Rasmussen og udgivet på Turbine forlaget 16. juni 2023. Bogen skaber indsigt og forståelse og beriger den betydningsfulde samtale om den bedste støtte til de børn, der bliver anbragt. Bogen bringer børneforsorgens fortid og fremtid til debat.

 ***** Berlingske Tidende den 16. juli 2023
Samfundet kaldte 14-årige Carla for »letsindig« og »utiltalende«.
Der var 150.000 børn, der blev anbragt uden for hjemmet gennem 150 år. Vi kender drengenes udsagn fra hjemmet Godhavn, og den nye bog »Anbragt« giver ordet til piger og drenge fra andre hjem. Der er hjerteskærende beretninger, men også positive.

♥♥♥♥ Politiken den 22. juli 2023
Børnenes breve får nakkehårene til at rejse sig
Ny bog giverbørn og unge anbragt uden for hjemmet en stemme og et ansigt. Det er barsk og (op)rørende læsning. Og historieskrivning til tiden.

Bogen kan købes i Museumsbutikken og hos landets boghandlere.

Tak til

Udstillingen er støttet af Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Augustinus Fonden, Knud Højgaards Fond og Ole Kirk’s Fond.

Den er designet af Torden & Lynild og kurateret af Danmarks Forsorgsmuseum i samarbejde med tidligere anbragte fra bl.a. De Anbragtes Vilkår.

Udstillingsfilmene er produceret af Goodwill, scenografien er bygget af Kurtzweil, Lys og AV er udført af Lystek Aps og det grafiske arbejde er udført af GRAFlab. Udstillingsfoto står Ard Jongsma for.