Hold kæft og lyt i Aarhus
På DOKK1 i Aarhus
Den 5. marts – 6. april
“Hold kæft og lyt” er en vandreudstilling om anbragte børns indflydelse på deres egen sag/liv – før og nu. Udstillingen er skabt af Danmarks Forsorgsmuseum i samarbejde med seks anbragte børn. Sammen med seks børn, der var anbragt for 100 år siden, fortæller børnene, hvordan de søger indflydelse på deres egen sag. Udstillingen rejser rundt i Danmark. I februar måned kunne udstillingen ses hos Platformen i Esbjerg. Næste stop er DOKK 1 i Aarhus.
Bliver børnene inddraget?
Historisk set er anbragte børn ikke blevet inddraget meget i deres egen sag. Med ”Barnets lov” i 2024 blev der lagt op til et paradigmeskifte. Nu skulle børnene høres. Men hvordan har lovgivningen foldet sig ud for de anbragte? Har børnene stadig nogle af de samme udfordringer som børnene dengang for 100 år siden og som de måske havde før Barnets lov? Er det lykkes de voksne at indfri potentialet i Barnets lov?
Animationsfilm, lydfortællinger og håndskrevne breve tager dig med ind i hvert enkelt barns unikke historie om medbestemmelse i handlinger og ord.
I udstillingen bliver du også præsenteret for nogle af de dilemmaer som både fagpersoner og børn i udsatte positioner står overfor. Kan man f.eks. fravælge samvær med sine biologiske forældre? Skal ens klasse have at vide, at man er anbragt?
Rundt i Danmark
Efter Aarhus skal udstillingen videre til:
KLSOCIAL Børn&Unge 26 i Odense
Den 9. april 2026 samler Kommunernes Landsforening fagfolk fra hele landet, der arbejder med forebyggelse, støtte og hjælp til udsatte børn & unge og deres familier. Konferencen har fokus på anbringelsesområdet og deltagerne kan besøge “Hold kæft og lyt” ifm. konferencen.
Thoravej 29 i Købehavn
Den 10. april – 10. juni
Thoravej 29 er et community af organisationer, der arbejder for at skabe positive forandringer og transformationer i samfundet.
Tid: 5. marts – 6. april 2026
Mandag-fredag kl. 8.00-22.00 og lørdag-søndag kl. 10.00-16.00
Sted: DOKK1, Hack Kampmanns Plads 2, 8000 Aarhus C