Den udstødende by
Hjemløse udstødes i byens offentlige rum
Mini-udstillingen “Den Udstødende By” viser, hvordan ekskluderende design og kriminaliserende lovgivning fortsat præger byrummet. Hvis udviklingen skal vendes, er det vigtigt, at vi som medborgere ser den sociale eksklusion, som finder sted lige nu.
Mini-udstilling
Periode: 4. februar-27. april 2025
Sted: To rum i Fattiggårdens Arbejdsafdeling
Samarbejdspartnere: Projekt Udenfor og forskningsprojektet “Ekskluderende design – Social eksklusion i byens rum”
Byens udstødende elementer
Udstillingen viser eksempler på historier og fotografier fra domme og politirapporter, hvor mennesker er blevet straffet for at tigge og sove i det offentlige rum.
Som besøgende ser du også eksempler på byrumsinventar som skrå varmeriste, armstøtter på bænke, skilte med soveforbud og høj musik, der gør oplagte hvilesteder i byens rum utilgængelige for personer i gadehjemløshed.
Pia Justesen, ph.d. og menneskerettighedsjurist i forskningsprojektet under Aalborg Universitet, fortæller:
”At straffe og skubbe personer i hjemløshed væk fra byers offentlige rum gennem ekskluderende design og kriminaliserende lovgivning løser ikke problemer med hjemløshed. I stedet bliver hjemløsheden bare usynliggjort. Og det er problematisk for os alle sammen, når vi ikke længere kan se, hvem der er en del af vores samfund”.